5 Rengørings- & vedligeholdelsestips til Komfur & ovn

1. Vedligholdelse af komfur & kogeplader

Komfuret er en af de oftest brugte hvidevarer i køkkenet, og nedenfor har vi samlet nogle nyttige informationer og gode råd til vedligeholdelse af komfur og ovn, så du kan undgå unødige reparationer.

Der findes fire slags overflader på komfuret, nemlig kogeplader af støbejern, glaskeramiske-, emaljerede- og ståloverflader. Herudover kan ovnens indre være selvrensende eller belagt med emalje. Læs mere om vedligeholdelse af de enkelte typer af komfurer og kogeplader nedenfor...

2. Traditionel kogeplade (masseplade)

Selve kogepladen, som er lavet af støbejern, gøres ren med en hård svamp og efter rengøring tændes kortvarigt for kogepladen, således at fugten fordamper. Læg ikke kogepladeskjulerne på før pladerne er helt tørre - på den måde undgår du, at pladerne begynder at ruste.

Metalringen omkring kogepladen misfarves af varmen og kan med tiden få et gulligt skær. Den renses bedst med en hård svamp og eventuelt et rengøringsmiddel som normalt anvendes til rengøring af keramiske kogeplader, da det indeholder fint slibemiddel.

3. Keramiske kogeplader

Glaskeramiske kogeplader kan med fordel rengøres med en fugtig klud, dagligt efter brug. Sørg dog for, at kogepladen er kølet helt af inden rengøring.

En gang om ugen eller oftere, alt efter brug, bør kogepladen rengøres med et glaskeramisk rengøringsmiddel – det dækker overfladen med en smuds- og vandafvisende hinde, som beskytter den keramiske plade og gør rengøringen nemmere. Husk at tørre pladen af med en tør klud eller køkkenrulle for at sikre, at alle rester af vand og rengøringsmiddel er fjernet fra pladen. Undgå brug af hårde svampe ved rengøringen, da pladen derved kan ridses.

For at fjerne fastbrændte rester, anbefaler vi dette glaskeramiske rengøringsmiddel, samt denne skraber til glaskeramisk komfur.

Undgå, at sukker eller fødevarer med et højt sukkerindhold brænder fast på pladen, da det kan være vanskeligt eller umuligt at fjerne igen. Vær desuden opmærksom på at kogegrej, hvor bunden har et højt indhold af aluminium, kan misfarve den keramiske plade.

4. Vedligeholdelse af selvrensende ovn

Der findes to typer selvrensende ovne: katalytisk og pyrolytisk. Begge typer virker ved opvarmning, og fungerer som følger:

    • Katalytisk selvrens er den mest almindelige form for selvrensende ovn, den har en ru overflade (emalje) og nedbryder fedtstænk fra maden ved 300 grader, hvorefter det fordamper og forsvinder ud gennem ovnens ventilationssystem, sammen med den varme damp.
      Katalytisk selvrens virker ikke ved store koncentrationer af fedt, hvorfor ovnen bør "brændes af" med jævne mellemrum. Vær opmærksom på, at nogle ovne kun er delvist selvrensende, oftest ved varmluftpladen bagerst i ovnen.
  • Pyrolytisk selvrens virker ved, at ovnen varmer op til ca. 500 grader, hvorved alt fedt og alle madrester forkuller. De forkullede madrester kan, efter nedkølingen, fjernes med en fugtig klud.
5. Vedligeholdelse af ikke-selvrensende ovn

Har du en ovn, som ikke er selvrensende, kan du med fordel benytte et koncentreret fedtopløsende rengøringsmiddel.